Projektets første del er færdigt, men desværre lidt forsinket. Det betyder, at asfalteringen af de af vejene nord for Fuglsang Allé, der har fået nye vejbede m.v., først kan finde sted i foråret 2025.
Anden del af projektet omfatter en ombygning af Borrebyvej (og af foreningens del af Mullerupvej). Vi forventer at kunne fremlægge planerne på næste års generalforsamling og at gå i gang med arbejdet i efteråret 2025.
Foreningen varetager medlemmernes fælles interesser, herunder vedligeholdelsen af veje og fortove, som er den væsentligste post på foreningens budget. De enkelte grundejere skal selv renholde fortov og vej for affald, ukrudt, sne og is.
Foreningen har ejendomsretten til veje og fortove ind til skel, og har dispositionsretten over arealerne. Grundejere i foreningens område har i henhold til servitutterne på ejendommene pligt til at være medlem af grundejerforeningen.
På parcellerne i foreningens område er der tinglyst en servitut, hvorefter grundejerne forud for bygningsforandringer bl.a. skal sikre sig approbation (godkendelse) fra grundejerforeningen.
Grundejerforeningen lægger vægt på, at naboerne bliver orienteret og får mulighed for at udtale sig, inden byggeriet går i gang. Læs her om, hvordan du søger om godkendelse af byggeri og bygningsforandringer.
Du tilmelder dig kommunikation pr. mail i stedet for fysisk post ved at sende en mail til kasserer@bghaveby.dk og oplyse dit navn, adressen på din ejendom og din emailadresse. Vi bruger kun din emailadresse til at sende emails til dig personligt samt til at sende dig indkaldelser til og referater fra foreningens generalforsamlinger, nyhedsbreve fra foreningen samt bladet "Grundejeren", der udgives af Grundejeren.dk, Fællesforeningen for grundejerforeninger i København.
Grundejerforeningen Brønshøjgaards Haveby omfatter 246 ejendomme på følgende veje og vejstrækninger: Basnæsvej, Beldringevej, Bellahøjvej 172-184, Borrebyvej, Broksøvej 1-7 og 4, Brønshøjvej 18-64, Bækkeskovvej 4-34, Elmelundevej 28, Fuglsang Alle 90-116 og 107-115, Gaunøvej 26-42 og 23-45, Lystrupvej 1-13 og 4-12, Mullerupvej 2-4B og 3A-B, Spanagervej, Valløvej 10-14 og 3-25B. Ejendommene på Bellahøjvej har postnummer 2720 Vanløse, mens resten af ejendommene i foreningen har postnummer 2700 Brønshøj.